Men det her er jeg rimelig overbevist om er ganske vist. Og det er, at verden er sat sammen for at jeg skal fejle ligeså meget som den er sat op for jeg skal vinde. Nu er spørgsmålet så bare, hvordan jeg selv vil spille spillet? Well, min filosofi har altid været, når man alligevel skal spille badminton, så kan man lige så godt lave reglerne så man vinder de fleste runder. Sådan lever jeg også mit liv eller prøver på det.

Men for at vinde de fleste runder er jeg nødt til, at kende min styrker og svaghed og jeg er også nødt til at se og genkende det der kommer i mod mig. Ellers er det jeg ryger rundt i livs centrifugen og kommer svimmel op der fra og så er det, at jeg kommer til at gentage hele sceancen uden, at have lært en skid. Derfor, har jeg det med at sige hvad jeg elsker eller hader meget højt. Så jeg kan genkende det når jeg støder på det igen ude i virkeligheden. Alle andre syntes jo så du er rimelig tosset når du kigger på en bakke uskyldige champignoner og råber ”jeg hader jer! I må ikke komme ind i min mund!” Der kan det være du skal finde en anden Rema at handle i, i et stykke tid til støvet har lagt sig. Men fordelen er, at du ikke behøver at råbe det næste gang, nu ved selv dine knogler hvad du mener om champignoner.

Ikke længe efter, behøver du faktisk ikke råbe længere, nu har du fået nye navigations briller på. Nemlig positiv el. negativ brillen. Det er de briller hvor du når at registrere om noget har en positiv eller negativ indvirkning på dit liv. Det kan være alt fra nogen der bander, som en polsk luder der har trådt sig selv over tåen med sin egen stilet, som du registrer som voldsomt og som du ikke orker at være i nærheden af eller lærer at gå ordentligt på høje hæle, eller den sødeste veninde der bare ser igennem dig og nyder alt hvad du er, selvom du har sovs i mundvigene og stadig trasker rundt i sutter. Pointen er, at du lærer at navigere og styre uden om eller hen til.

Hver dag minder hele verden dig om ALT det du ikke er. Det er dit job, at minde dig selv om ALT det du er!